Verber der ikke bruges i udvidet form (continious form)
- hate, like, love, need, prefer, want, wish, believe, imagine, know, mean, realize, recognize, remember, suppose, understand
- belong, concern, consist, contain, depend, involve, matter, need, owe, own, possess, appear, resemble, seem, hear, see
I want a coffee. Ikke: not I am wanting a coffee. I don't believe you are right. Ikke: I am not believing you are right. Does this pen belong to you? Ikke: Is this pen belonging to you? It seemed wrong. Ikke: It was seeming wrong. I love it. Ikke: I am living it. I don't hear anything. Ikke: I am not hearing anything.Der er to grunde til at disse verber ikke bruges i udvidet form.
- Med de fleste af udtrykkene kan der egentligt ikke siges at være tale om en forbigående tilstand. Fx giver det ikke meget mening at tale om at jeg er troende på gud. Hvor der med den udvidede form implicit siges at dette er en tilstand der har en bestemt udstrækning, nget som sker i øjeblikket, men ikke kan forventes at være tilstanden jeg er i i fremtiden. Tilsvarende bruges verbet revolve, når der tales om jordens rotation om solen, som en permanent tilstand, hvorfor vi siger: "The Earth revolves around the Sun," og ikke "the Earth is revolving around the Sun." Selvom dette er noget der foregår lige nu. Den simple form bruges, da vi ikke har nogen forventning om at det kommer til at ændre sig, altså at jordens rotation om solen er permanent.
- Menre generelt kan vi sige at der ved disse verber ikke er knyttet en handling eller en aktivitet. Fx siger vi ikke: "I am hearing you", men istedet "I hear you." Hvis vi sammenligner med verbet listen, som ofte bruges i forbindelse med "I am listening to you", kan vi se at forskellen er at nor vi bruger hear, altså det danske at høre, så er det at høre en passiv aktivitet, der er ikke koblet en handling til det, hvorimod det at lytte eller på engelsk to listen, kræver en anstrengelse af subjektet. På dnaks siger vi også, lidt redundnat, at vi er aktive lyttere.
I'm loving it
Hvordan kan det så være at McDonalds vælger at bruge udtrykket "I'm loving it" i deres reklamer? Det eneste svar jeg kan komme på er at de har så meget selvindsigt at de udemærket ved at den følelse deres kunder sidder med under indtagelsen af deres burgers er radikal anderledes end den følelse man sidder med fem minutter senere. Her er måske det eneste sted i sproget hvor et kærligt forhold til noget med sikkerhed er en forbigående tilstand, hvorfor vi må erkende at McDonalds har ramt hovedet på sømmet og virkelig kan deres grammatik.En almindelige fjeltagelser ved brugen af de ovennævnte verber er i forbindelse med realize, hvor det ofte ses at studerende og selv folk med engelsk som førstesprog, bruger det i den udvidede form.
I just realized that I am using this word incorrectly.Eksemplet leder opmærksomheden hen på det at være i en fase af erkendelse, hvor noget lige går op for en. Derfor ledes flere til at tro at det er korrekt at bruge realize i den udvide form her. Problemet er egentligt ikke i grammatikken, men i erkendelsen. Erkendelse er altid retrospektiv, derfor ved vi også først at vi har erkendt noget, efter vi faktisk har erkendt det, hvorved vi i forhold til den nye erkendelse må betragte det som en permanent tilstand. Derfor er det heller ikke korrekt at bruge realize i den udvidede form i dette eksempel.
En generel indvending kunne være at ting som at hade, at elske eller at tro er noget der går over, eller i det mindste kan gå over med tiden. Her er logikken i sproget at vi ikke kan tænke det som andet end permanente tilstande når vi er i dem. Det handler altså ikke om hvorvidt vi er i en tilstand der måske viser sig at være en periode eller noget forbigående, men at den når man er i tilstanden, kun kan betragte den meningsfuldt som værende permanent. Det ville fx ikke give meget mening at sige at man for tiden tror på Gud, som nævnt ovenfor. Det eneste vi kan sige med sikkerhed er at et kærlighedsforhold til McDonalds er noget der har en begrænset periode, og er det eneste eksempel på engelsk hvor det giver mening at tale om love som noget flygtigt, så vi ikke kan forvente er permanent.
Dog skal der som afslutning nævnes en sjov lille undtagelse fra faglitteraturens verden. Lois Holzman og Fred Newman (amerikanske socialpsykologer og filosoffer) sammen skrev bogen The End of Knowing. Normalt ville know ikke være et verbum der kunne bruges i udvidet form som her i titlen, men pointen og argumentet i bogen var netop at knowing var en epoke i menneskets historie, og derfor kan vi nu i et postmoderne samfund se tilbage på dette paradigme som forbigående. Vi står så at sige ved tærsklen til et nyt paradigme i videnskabsteorien, hvor vi ikke længere kan vide (i det mindste ikke som vi opfattede ordet tidligere), hvorfor vi nu er ved the end of knowing og på vej ind i noget nyt. Meget kan diskuteres med hensyn til argumenterne og indholdet generelt i bogen, men det er i det mindste en intelligent måde at bruge sproget på, og titlen er valgt netop med bevidstheden om opfattelsen af det permanente ved tilstanden at viden, for netop at udfordre dette paradigme.
